Franck Ribery
Foto: TV3/Alex Grimm/Bongarts/Getty Images

Det ligger nu fast, at den tyske Bundesliga bliver streamet på NUTV. Det samme gælder den spanske Supercopa. Desværre er der stadig ingen afklaring på La Liga.

Den tyske Bundesliga starter på fredag, hvor den forsvarende mester Bayern München tager imod Hamburger SV, og hvis du abonnerer på NUTV, kan du godt begynde at glæde dig. Discovery Networks’ streamingtjeneste viser nemlig premierekampen og yderligere fire kampe live fra første runde.

Det er også på fredag, at den spanske sæson kickstartes med den første af to Supercopa-opgør. Her tørner mestrene fra FC Barcelona sammen med den tabende Copa del Rey-finalist (Barcelona vandt pokalfinalen 3-1) Athletic Bilbao på San Mamés kl 22. Returopgøret på Camp Nou afvikles mandag aften samme tidspunkt.

Mens Bundesligaen og Supercopa-kampene altså får hjemmebane på NUTV, står det fortsat hen i det uvisse, hvor den spanske Primera Division, også kaldet La Liga, får streaminghjemmebane. Med blot ni dage til sæsonstart må fans af Barcelona og Real Madrid stadig afvente og se, om det er NUTV eller Viaplay, de skal tegne abonnement på.

Hverken NUTV eller Viaplay kan sige noget om, hvornår La Liga-rettighederne er færdigforhandlede. Forhåbentlig får vi en afklaring inden sæsonstart.

Bundesliga

14. august kl. 20.00 Bayern München – Hamburger SV
15. august kl. 15.00 Werder Bremen – Schalke 04
15. august fra kl. 17.30 Leverkusen – Hoffenheim (Highlights)
15. august kl. 18.25 Dortmund – Mönchengladbach
16. august kl. 15.30 Wolfsburg – Frankfurt
16. august kl. 17.25 VfB Stuttgart – 1.FC Köln
16. august kl. 19.25 Bundesliga highlights

Supercopa

14. august kl. 22 Athletic Bilbao – FC Barcelona
17. august kl. 22 FC Barcelona – Athletic Bilbao

Annonce