I betaudgaven af iOS 8.4 fremgår de danske priser for Apple Music. Prisen lander samme sted som de andre musikstreamingtjenester: 99 kr.
Prisen for Apple Music bliver 99 eller 149 kr. om måneden, afhængigt af, om abonnementet er til én person eller til familien. Det fremgår i musik-appen i betaudgaven af iOS 8.4. Med prisen på 99 kr. lægger Apple sig op ad de andre musikstreamingtjenester som Spotify, Tidal og Deezer.
Læs også: Apple lancerer streamingtjenesten Apple Music: Musik, video, billeder og mere
Apple har gennemgående valgt såkaldte psykologiske priser, hvor prissætningen i Danmark eksempelvis er 99 kr. og ikke 100 kr. Den europæiske pris bliver €9,99 (75 kr.) og den engelske £9.99 (103 kr.), mens den amerikanske er på $9,99 (66 kr.) – sidstnævnte er dog uden moms, der varierer i hver enkelt delstat. Den europæiske pris, der altså er omkring 75 kr., er inkl. moms, som svinger fra 17% i Luxemborg til 27% i Ungarn.
Mens abonnementet til 99 kr. giver adgang til én person, giver abonnementet til 149 kr. adgang for op til seks personer, der bruger Apples familiedeling.
Det er også kommet frem, at Apple i USA vil dele 71,5% af omsætningen med rettighedsindehaverne, mens de uden for USA i gennemsnit vil dele 73% af omsætningen skriver Macrumors.
Musikstreamingindustrien udbetaler typisk omkring 70% af omsætningen. Grunden til, at Apples udbetaling er marginalt højere end normen skulle efter sigende skyldes Apple Musics gratis prøveperiode, der varer tre måneder og ikke kun en måned, som er den almindelige længde for en prøveperiode på musikstreamingtjenester. Den længere gratis prøveperiode retfærdiggør en højere udbetalingsprocent, da streamingtjenesterne typisk ikke betaler royalties for brugere, der er i en prøveperiode, skriver Macrumors.
Herunder kan du se Apples reklame, hvor de introducerer Apple Music. Tjenesten lanceres 30. juni på iOS, OS X og Windows, mens Android understøttes fra efteråret. Foruden en live radiokanal adskiller Apple Music sig fra mange andre musikstreamingtjenester ved at have en speciel tilgang til udvælgelse af musik. Med købet af Beats Music fulgte nemlig nogle avancerede algoritmer, der er i stand til at komme med bedre forslag til ny musik baseret på din musiksmag.