Ny videotjeneste streamer danske klassikere

0
Olsen Banden Dansk Filmskat
Olsen Banden. Foto: Klaus Møller, CC BY-SA 4.0.

Nordisk Film lancerer en ny streamingtjeneste, der indeholder danske filmklassikere. Tjenesten koster 49 kroner om måneden og lanceres den 25. februar.

Om en uge åbner en ny streamingtjeneste i Danmark. Dansk Filmskat er navnet på en videotjeneste fra Nordisk Film, der giver adgang til firmaets store bagkatalog af danske klassikere. Det skriver DR Kultur.

Tjenesten vil bl.a. byde på Olsen Banden- og Lille Per-filmene, samt en række klassikere med Dirch Passer.

– Igennem mange år har vi kunnet mærke, at danske filmklassikere har en helt særlig plads i danskernes hjerte, og derfor vil vi tilbyde dem samlet på en tjeneste, forklarer Kasper Rasmussen, redaktør hos Nordisk Film, til DR Kultur.

Tjenesten vil indeholde film helt tilbage fra 1931 og fremefter, og indholdet er digitalt restaureret. Tjenesten vil også indeholde særligt ekstramateriale, eksempelvis med et kig bagom optagelserne på Olsen Banden- og Morten Korch-filmene, skriver DR Kultur.

Tjenesten lanceres den 25. februar, og kommer til at koste 49 kroner om måneden. Første måned skulle efter sigende være gratis.

Tjenesten vil understøtte både Chromecast- og AirPlay-afspilning, og den vil være tilgængelig på mobile enheder og computere. Senere vil tjenesten være tilgængelig på en række smart-tv.

Domænet danskfilmskat.dk blev registreret tilbage i 2001 af Nordisk Film, og således har der formentlig været planer om tjenesten længe.