Google Cast-teknologien får hele tiden nye funktioner – og fremover vil du kunne sende lyd direkte til højttalere, der understøtter Google Cast. Dermed følger Google Cast med Apples AirPlay-teknologi, hvor man kan sende lyd til AirPlay-højttalere.
Nu kan du snart sende lyd til Google Cast-højttalere. Med Google Cast Audio kan du nemlig streame musik og anden lyd direkte til understøttede enheder. Indtil videre tæller det produkter fra Denon, LG og Sony.
Læs også: Alt om Google Cast
Blandt de understøttede tjenester er Google Play Music, TuneIn Radio og streamingtjenesten rdio. Hverken den populære streamingtjeneste Spotify eller musiksystemet Sonos er nævnt.
Google Cast Audio virker direkte med Android tablets og smartphones. Herudover virker funktionen med iOS-enheder som iPhone og iPad samt computere med styresystemerne Windows og Mac, foruden Googles Chromebooks.
Google har ikke annonceret nogle specifikationer for lydkvaliteten, der indtil videre beskrives som knivskarp.
Google Cast Audio minder om Apples AirPlay-teknologi, hvor man netop også kan streame lyd direkte til enheder, der understøtter AirPlay-standarden. Førnævnte Sonos understøtter dog heller ikke AirPlay direkte. Ved hjælp af en AirPort Express-enhed, kan Sonos understøtte funktionen. Det bliver derfor spændende at se, om Google på samme måde planlægger at introducere en enhed, der kan forvandle et sæt eksisterende højttalere til Google Cast Audio-højttalere.
Foruden AirPlay kommer Google Cast Audio bl.a. også til at konkurrere med Bluetooth-kompatible højttalere.
Google har lanceret en informationsside for Google Cast Audio, der forventes at indeholde yderligere information fremover.