Alt om Google Cast

0

Streamingteknologien Google Cast lader dig sende indhold til enheder som eksempelvis Chromecast. Men hvad kan Googles svar på Apples AirPlay egentlig?

Google Cast: En umoden teknologi med stort potentiale

Google Cast er en af de nyere streamingteknologier. Mens konkurrerende streamingteknologier som Apples AirPlay har eksisteret siden 2010, var det først i midten af 2013, at Google løftede sløret for deres Cast-teknologi, og først i 2014, at de offentliggjorde deres udviklerværktøjer (SDK) for offentligheden. Med andre ord har udviklere af streamingteknologier først rigtig kunnet starte på at understøtte teknologien omkring årsskiftet.

Læs også: Alt om Google Chromecast

Fra lanceringen af Googles streamingenhed Chromecast var streamingtjenesten Netflix understøttet. Sidenhen har blandt andet skandinaviske Viaplay meldt sig ind i klubben af tjenester, der understøtter streamingteknologien.

Læs også: Disse danske tjenester virker med Chromecast

Teknologien bliver dog hele tiden bedre og får stadigt flere funktioner. Tag for eksempel skærmdublering på Android, der i starten ikke var muligt. Den slags forbedringer er lovende for platformen.

Sådan bruger du Google Cast

Du tilgår Google Cast ved at trykke på Cast-ikonet () på en kompatibel enhed.

Streamingteknologien kan – som udgangspunkt – bruges på tværs af styresystemer. Det betyder altså, at du ikke nødvendigvis skal bruge eksempelvis Google-mobilstyresystemet Android, men at Apples iOS-enheder også kan understøtte teknologien. Du kan altså streame til en Chromecast-enhed i Netflix-appen på både en Android- og iOS-enhed.

Du får dog flere muligheder på Android-enheder end med andre mobilstyresystemer. Visse Android-modeller tillader nemlig skærmdeling, der lader dig vise din mobilskærms indhold på eksempelvis Chromecast, uafhængigt af, om den app, du bruger, understøtter Google Cast eller ej.

Og på computer-fronten skal du indtil videre også benytte Googles egne produkter. Med Googles browser Chrome, kan du med en lille browserudviddelse caste fra en understøttet tjeneste, eller alternativt hele din fane. For på samme måde som skærmdeling på Android, kan du dele dit browservindue med Cast-enheden.

Det er værd at bemærke, at der er en vis forsinkelse i signalet, hvilket gør det svært at interagere med browservinduet, der vises på ens modtagerenhed. Med andre ord kan det være svært eksempelvis at spille spil, der kræver præcision eller en hurtig reaktion. Mens langt størstedelen af internetsider kan castes uden problemer, er netop understøttelsen af deciderede streamingteknologier begrænset…

Den største mangel

Google Cast understøtter ikke plugins. Det betyder, at streamingteknologier som Silverlight, Quicktime og lignende ikke understøttes. Og det er væsentligt. Streamingtjenester som TV 2 Play og NUTV benytter nemlig Silverlight. Det er et problem, at du i mange tilfælde vil kunne afspille indhold på din afsender-enhed, uden at modtagerenheden understøtter indholdet.

Mismatchet er nemlig forvirrende for brugerne. Tager man en iOS-enhed, er der massere ting, den ikke kan – for eksempel understøtter den heller ikke Silverlight (eller Flash, for den sags skyld). Til gengæld kan du streame alt indhold, enheden ellers ville kunne afspille, via AirPlay. Med andre ord ved du på forhånd, hvilke tjenester din iOS-enhed understøtter, og dermed, hvad du kan streame via AirPlay. Men med Google Cast kan dét være en del sværere at gennemskue.

Annonce