Superligaen kun på NUTV – Bundesligaen foreløbig kun på Player

0

Adskillige fodboldfans havde købt adgang til Eurosports streamingtjeneste i forventning om, at de kunne streame Superliga-fodbold, men de blev slemt skuffede. Til gengæld kan Bundesligaen stadig følges på Player.

På eurosport.dk’s hjemmeside har man længe kunnet læse, at den nye sammenlægningskanal, Eurosport Danmark, ville vise Alka Superliga. Via sportskanalens hjemmeside blev man ledt hen til Eurosport Player, og derfor var mange fodboldfans af den overbevisning, at Eurosport Danmarks ugentlige Superliga-kamp ville kunne streames på den internationale sportskanals streamingtjeneste.

De 69 kroner viste sig dog at være givet meget dårligt ud, hvis målet var at se OB-Hobro. For Player viser nemlig ikke dansk fodbold, da det er NUTV, der streamer Eurosport Danmark.

Discovery Networks, der ejer Eurosport-kanalerne, har ikke formået et melde klart ud, hvor man kan følge Danmarks bedste fodboldrække, som allerede blev skudt i gang i sidste uge. Streaming.dk har været i kontakt med Eurosport Players kundeservice, og heller ikke her havde man fod på, hvad der bliver vist hvor.

Bundesligaen bliver på Player

Det ligger altså helt fast, at Eurosport Player ikke giver adgang til at se Daniel Agger, Pione Sisto og William Kvist i aktion. Til gengæld kan Bundesliga-fans glæde sig over, at de stadig kan følge Bendtner og co. med et Eurosport Player-abonnement og dermed ikke behøver endnu en streamingløsning, hvis man altså kan undvære femtevalgskampen fra Alka Superliga.

– Som det er på nuværende tidspunkt, garanterer vi, at de Superliga-kampe, som vi igennem Canal9 og Eurosport DK har rettighederne til, bliver vist på NUTV sammen med den igangværende ICC 2015 og Audi Cup, som har start i august. Grundet mange nye sportsrettigheder kan vi på nuværende tidspunkt ikke garantere Bundesligaen på NUTV. Denne turnering kan dog følges på Eurosport Player. Hvorvidt vi kommer til at vise Bundesligaen på NUTV, vil blive afgjort i de kommende uger – dog inden Bundesligaens start d. 14. august, oplyser Discovery Networks i en mail til Streaming.dk.

Annonce