Svenske Spotify er den mest udbredte musiktjeneste. Men hvad kan tjenesten egentlig?
Fordele
- Mulighed for reklamefinansieret afspilning – også på mobile enheder
- Ofte eksklusive releases før konkurrenterne
- Apps gør det nemt at finde ny musik
Ulemper
- Bedre lydkvalitet med WiMP HiFi
- Meget afhængig af Facebook-integration – hvis du ikke har samme musiksmag som dine venner, virker det dårligt
- Reklamer ved gratis abonnement har ingen sammenhæng med din musiksmag og kan ikke springes over
Spotify er streamingtjenesten til masserne
I 2011 lancerede svenske Spotify endelig i Danmark efter lange forhandlinger med musikkernes brancheforening Koda. Dengang havde tjenesten 13 millioner numre – i 2014 havde de 20 millioner. Siden da er flere konkurrenter kommet til – så hvad er det egentlig, verdens største musikstreamingtjeneste kan?
Hvad er Spotify?
Med Spotify kan du streame musik – uanset om du bruger din computer, tablet eller mobil. Med 20 millioner sange er der nok at vælge imellem, og de fleste musikere er i dag på Spotify. Så uanset om du er til Kim Larsen, Medina, Michael Jackson eller Kanye West, finder du det på tjenesten.
Hvad koster Spotify?
Betalingsabonnementet koster 99 kroner om måneden og giver dig adgang til reklamefri afspilning, afspilning i højere kvalitet samt mulighed for offline-afspilning – perfekt til ferien eller når du vil spare på dataforbruget. Og så er der Spotifys gratis abonnement, der finansieres gennem reklamer.
Tidligere kunne man kun afspille musik på computeren med den gratis løsning, men i dag kan du også bruge din smartphone. Du skal altså i bund og grund vælge, om reklamer, der ikke kan springes over, er 99 kroner værd om måneden.
Der er for mange numre – hvor finder jeg den gode musik?
Spotify har en stærk integration med Facebook. Så er du selv på Danmarks største sociale netværk kan du drage fordel af det sociale aspekt og se, dele og lytte til musik med vennerne. Ønsker du ikke at dele din musikafspilning med vennerne er det en mulighed, og du kan også vælge slet ikke at bruge din Facebook-bruger til Spotify – noget, der tidligere var et krav.
På Spotify finder du en række muligheder for musikopdagelse. Dels fremhæver tjenesten selv nye kunstnere og spillelister, dels kan du opdage nyt musik gennem et hav af apps.
Gennem spillelistetjenesten Digster kan du finde alt lige fra de nyeste hits til musik, der er godt til løb og træning, fest og afslapning. Du kan også bruge den danskudviklede tjeneste Moodagent til at lave en ny spilleliste baseret på et af dine yndlingsnumre. Modsat Spotifys indbyggede radio-funktion, der finder musik af samme slags, kan Moodagent bruges til at skabe en spilleliste med en bestemt stemning. Under alle omstændigheder er det bestemt et forsøg værd!
Er Spotify noget for mig?
Med mindre du kun hører alternativ musik, bootlegs via Soundcloud eller andet, så er Spotify formentlig en god løsning for dig. Du kan afspille musikken via din browser eller via software til de mest almindelige enheder. Du kan vælge mellem at betale eller at lytte til reklamer. Og så er det meste musik der – ofte på udgivelsesdagen, og i visse tilfælde før konkurrenterne.
Med en gratis prøveperiode på 30 dage er det bare om at prøve – husk, du kan opsige abonnementet allerede fra dag ét, og dermed undgå at blive trukket i abonnement senere.
Specifikationer
Pris pr. måned | 0/99 kr. |
Bindingsperiode | 0/1 måned |
Gratis prøveperiode | 1 måned |
Kvalitet | 96 kbps (mobil) 160 kbps (mobil og computer) 320 kbps (kræver premium) |
Enheder | Mobil: Android, iOS, Windows Phone PC: Mac OS X, Windows Andre enheder: Smart-tv, Sonos |
Offline | Ja - kræver premium |
Katalog | 20 millioner sange |