VLC 3.0 vil understøtte Chromecast

0
VLC 2.0

Når VLC 3.0 engang frigives, vil den populære multimedieafspiller officielt understøtte Chromecast-afspilning. Det fremgår af en ændringslog på GitHub, hvor VLC-projektets kildekode udvikles.

Den nuværende udgave af VLC er 2.1.5, og 2.2.0 forventes at blive frigivet i løbet af de næste par uger. Indtil nu er der ikke nogen planlagt udgivelsesdato for 3.0.

Det fremgår ikke, hvorvidt VLC-softwaren til Android og iOS også vil understøtte Chromecast.

Under alle omstændigheder betyder understøttelsen af Chromecast, at man får endnu en mulighed for at streame lokalt indhold til Chromecast-enheden. Man vil altså ikke behøve at have en medieserver som Plex, ligesom man ikke på samme måde har brug for browserplugins som Videostream.

Selv om det specifikt er Chromecast-understøttelse, der fremgår af ændringsloggen, må det formodes, at der er tale om en understøttelse af Google Cast-teknologien generelt.

Den gratis VLC-software er open source, og er en af de mest udbredte multimedieafspillere. Softwaren er særligt populær på grund af sin evne til at håndtere de fleste video og lydformater og -kodeks.

Annonce